Gør processer synlige – hvem gør hvad, og i hvilken rækkefølge.
Én bane pr. aktør, én post-it pr. handling og pile for rækkefølgen. Du ser kun dine egne tavler og dem, der er delt med dig. Ændringer ses med det samme.
Billedet sendes til Claude (Anthropic), som læser teksten. Det gemmes ikke på tavlen. Fotografér ikke sedler med personoplysninger om elever.
Tjek og ret teksten. Post-its lægges i indbakken øverst til venstre, hvorfra du trækker dem ud på banerne.
Har du fået en kode til en tavle på mail? Skriv den her, så bliver tavlen lagt ind hos dig.
Lav en delekode og send den på mail. Modtageren trykker Indtast delekode på sin forside – så ligger tavlen hos dem.
Har I arbejdet ved væggen, kan tavlen bygges ud fra jeres billeder – både post-its og tekst skrevet direkte på tavlen. Claude ser selv, om det er et procesforløb med baner eller et hierarki med niveauer, og overfører sedler, tekst og pile, så I kan arbejde videre digitalt.
Claude læser billederne og laver banerne, post-its og pilene, som de sidder på væggen. Det tager typisk ½–2 minutter. Bagefter tjekker I tavlen mod billederne – sedler, hvor banen var uklar, ligger i indbakken.
Billederne sendes til Anthropic og gemmes ikke. Fotografér ikke sedler med personoplysninger.
Procestavlen er et digitalt værktøj til at samle op på det procesarbejde, vi laver med post-its på en væg eller et whiteboard. Den erstatter ikke det analoge arbejde. Den sørger for, at det, vi finder frem til sammen i rummet, ikke går tabt, og at vi bagefter kan dele det, rette i det og analysere det.
Når en gruppe står sammen ved væggen, sker der noget, som en skærm ikke kan give. Alle kan skrive og sætte en seddel op på samme tid, ingen sidder fast bag et tastatur, og samtalen handler om processen – ikke om programmet.
Ulempen ved det analoge er, at det forsvinder. Sedlerne falder ned, væggen skal bruges til noget andet, og et billede taget på en telefon er svært at arbejde videre med. Det er her, Procestavlen kommer ind.
Arbejdet foregår ved væggen. Procestavlen bruges som et sikkert sted at samle op – undervejs og bagefter.
På den måde bevarer vi det, der er godt ved at stå sammen i rummet, og får samtidig et grundlag, der kan deles, gemmes og følges over tid.